Morgenradio kan være inspirerende

Det skal lige nævnes, jeg er en pige der ELSKER eventyr, eller bare at opleve noget nyt, uanset hvor småt det måtte synes. 

Det kan være en tur i skoven, hvor man går væk fra stierne, hører fuglesang akkompagneret af vinden, der spiller musik i træernes kroner.

Hver morgen på vej mod Skovskolen i Nødebo, Nordsjælland, har jeg hørt GO'Nova. 

Det er ikke altid jeg synes, musik lige er mig om morgenen, det kan godt virke for støjende og så er GO'Nova fabelagtig.

Det er lidt som Go'MorgenDanmark, bare på radio og uden madlavning.

De hyggesludrer og fortæller anekdoter og der er masser af sjove kommentarer, så De blev mit morgenprogram.

I slutningen af 2016 hørte jeg så at Jojo (en af radioværterne) skulle bestige Kilimanjaro.

I første omgang slog jeg det hen, det er der jo så mange der gør, min veninde har gjort det.

Men som jeg fulgte med i hendes træning op til bestigningen, hendes kvaler, når hun havde vandret op af flere trappetrin end hendes åndedrag kan følge med til at tælle, hendes ømme muskler dagen derpå, og hendes motivation til at bestige bjerget.

Hun gjorde det nemlig ikke bare for sig selv. Hun var tilknyttet "Climb for Charity" et velgørenhedsarrangement under Børneulykkesfonden.

Måske er Børneulykkesfonden lidt diffus, men hvis jeg siger årets refleks dag? Genoptræning af børn når de er kommet til skade? Så er der måske lidt der alligevel ringer.

Langsomt begyndte jeg at føle, at det var noget jeg var nødt til at gøre.

Ikke bare vandre op ad et bjerg, så kunne jeg bare tage til Ejer Baunehøj eller Himmelbjerget. 

Men vandre med det formål at støtte et godt formål samtidig, lidt som til ECCO Walkathon.

Ikke bare donere et eller andet pengebeløb, men engagere mig så meget i sagen at jeg FYSISK var nødt til at gå ind i sagen, ofre både min tid, min krop og lidt penge, på faktisk at kunne støtte denne fond.

Tiden gik.

Grundet uddannelse og andre personlige gøremål, røg det hele lidt om i baghovedet, som ting så ofte gør i vores hektiske hverdag, hvor alt skal virke til at være perfekt.

Men i sommer, kort efter jeg var blevet ansat hos Rudersdal Kommune, ramte tanken mig en dag igen. Og forlod mig aldrig siden.

I september 2017 var der en tur, den var desværre lukket for tilgang af deltagere.

Den efterfølgende tur lå i januar 2018.

Som kommunalt ansat har jeg vintervagt og i frostvejr kører jeg rundt om natten og salter, så der ikke er glat om morgenen på de forskellige kommunale ejendomme.

Så januar ville aldrig blive aktuelt.

Gennem hele sommeren og til efteråret holdt jeg øje på hjemmesiden climbforcharity.dk, for at se om der blev slået en tur op i september.

Endelig blev min bøn hørt turen blev slået op, og jeg ansøgte så hurtigt som muligt.

Jeg hørte ikke noget. Der gik måneder. 

I januar 2018 besluttede jeg mig for at ansøge igen, måske var den første ansøgning ikke gået igennem, der kunne være sket mange ting, og jeg VILLE med.

Det ville ALDRIG blive den samme oplevelse at købe en rejse selv og bestige med en gruppe uden andet formål end bare at komme til toppe, og konstatere at der er koldt.

Jeg konsulterede igen hjemmesiden, for at se hvornår svarfristen var, og konstaterede at det først var ultimo marts 2018, så der kunne jo gå en rum tid.

En aften jeg kommer fra arbejde, sætter jeg mig i min sofa, og åbne min computer som altid for at se om der skulle være kommet nogle mails, om e-boks er gået ned igen og hvad der er sket i løbet af dagen.

PLING!  Lyder den karakteristiske mail-lyd fra min MacBook.

Dagens mails er i indbakken og jeg ser at Henriette Madsen fra "Climb for Charity" har skrevet.

De første ord i beskeden, skaber en lille uro i mig:

"Vi har nu været alle ansøgninger igennem til Climb for Charity tour Kilimanjaro september ’18, og kan nu oplyse,..."

Normalt når jeg modtager formuleringer som denne, er det altid afslag, men ikke denne gang:
"..., at du er blevet udvalgt til at deltage!"

Jeg desideret SPRANG op af sofaen med armene i vejret og jublede: "Jeg skal til AFRIKA"

Jeg modtog mailen 28/1-18 og svarfristen for om man stadig var interesseret i sin plads var 5/2-18, jeg besvarede mailen med det samme.

Nu begynder planlægningen for alvor.
Info-aftener, trænings-camps med de andre deltagere, søgning af sponsorer og målrettet træning.

Det er først til september, men med alle de ting, der skal klargøres og gennemtænkes, er det sket ikke for tidligt at gå i gang!

Følg med i min træning, med op- og  nedture, tips og tricks, gennemgang af grej og vurdering af kvaliteten.

Måske du også bliver inspireret til en tur til en af verdens 7 toppe.